Sådan mødte jeg min Araber

Som I måske allerede ved, så er jeg hjemvendt fra Dubai, hvor jeg første gang flyttede til i 2007 – dengang hvor verdens højeste bygning, Burj Khalifa, kun havde 2 etager, hele marinaen var en sandkasse og Arabian Ranches lå virkelig langt væk..

Dengang boede jeg i byen som AuPair for en dansk familie, og det skulle vise sig at have noget større indflydelse på mit liv, end forventet. Jeg kan huske jeg aldrig havde hørt om Dubai, da jeg fandt jobopslaget og min mor brød ud at det skulle jeg søge, for jeg ville ELSKE Dubai! Det tror jeg hun har fortrudt mange gange siden, hehe!

For her blev jeg så hængende, forelsket og endda gift med en af de her Arabere. Som Svendborggenser med limited access til verdens-rejser, så virker det vildt og uoverskueligt at jeg ikke bare tog et sabbat år, som alle de andre. Hvorfor ville jeg blive dér? – hvorfor ville jeg ikke bare tage en uddannelse, bo i Odense og finde en sød dansk fyr – lige som alle de andre?! Så jeg kunne blive omkring familien og have et lidt mere simpelt liv måske..

Ja hvorfor kunne jeg ikke det? Det har jeg virkelig spurgt mig selv om mange gange!!!

For hvad skete der?

Jeg har altid været mest til lidt latino.. det er bare så meget nicere med lidt kulør både inden i og uden på..
Jeg har altid været træt af Danmark og alle systemerne der kun fungerer hvis man går lige ud..
Dansk Jantelov???????????
Jeg er nok lidt æsel hvad angår at gå mine egne veje, så hvis det er komliceret at date en udlændinge, så gør jeg da det..
Jeg tror jeg tænkte noget i stil med “Hvis jeg finder en udenlandsk mand, så behøver jeg ALDRIG at bo i Danmark..

Så jeg fandt altså Imad Mahmoud Ouda Abushabab – en vaskeægte bedouin. De er 9 søskende (med 1,5 års mellemrum OMG). De spiser på gulvet. De råber og skriger. De er vågne om natten og sover om dagen. De kommer og går som det passer dem. Og så er de nomadefolk, så et hjem er noget man nemt kan flytte fra.

Jeg fik min udfordring, og den skulle vise sig at være LIVSFORANDRENDE <3

Jeg kan skrive en roman om vores forhold, så det prøver jeg lige at holde lidt igen med, MEN her er et par hurtige facts om dét at være gift med en muslim:

Det er SLET ikke en udfordring at have 2 religioner, det er kulturen og social arv, der er udfordringen
En muslimsk mand må gerne giftes med en kristen kvinde, men en muslimsk kvinde må ikke giftes med en kristen mand.. don’t ask me why!
De ber 5 gange om dagen (altså for det meste..). Bønnen handler om at være taknemmelig for det vi har, mærke os selv og den indre ro, huske på at være god og hjælpsom. At der er én Gud, som har styr på planen og som nok skal guide os igennem livet og dets udfordringer.. egentligt hvad ALLE mennesker burde give sig selv lov til at mærke og værdsætte.
Jeg er overbevist om, at tålmodighed er nøglen til alle forhold og mål i livet.. Jeg har virkelig lært at være tålmodig med at forklare ting, vælge kampe med omhu og være fleksibel i min måde at tænke- og se verden på.
Jeg fik Imad til at skrive under på en kontrakt, da vi mødtes:
- Jeg må have den religion jeg selv vil
- Jeg behøver ikke bære tørklæde på noget tidspunkt
- Hvis vi får en pige, gælder det samme
- Vores børn bliver født muslimer, og kan selv vælge deres religion senere hen
- Vores drenge skal IKKE omskæres (muslimer gør det pga. renlighed, det er faktisk ikke noget religiøst..)

På den måde havde jeg ro i hjertet og kunne efter bare 3 måneder være imødekommende overfor, at Imad var sikker på at jeg var kvinden han ville giftes med <3